Om den magnetiske Misvisnings Bevægelse mod Vest, som fremsat af Hr. Halley: Med en Beretning om dens Følger for Stemningen af Orgler og Monokorder samt om den ene Linje, paa hvilken Skallen og Kernen stemme overens

I Aaret 1683 offentliggjorde Hr. Halley i Philosophical Transactions en Teori om Kompassets Misvisning, hvori han ud fra Søfarendes Iagttagelser viste, at Naalen paa de fleste Steder ikke peger mod den sande Pol, og at Mønstret af dens Afvigelse over Jordkloden ikke kan forklares ved en enkelt Magnet med to Poler. Han foreslog fire Poler, to nær hver af Verdens Poler. I sin nærværende Beretning gaar han videre og forklarer, hvorledes fire saadanne Poler kunne fremkomme, og hvorfor Misvisningen forandres med Aarene. Han antager, at Jorden bestaar af en udvendig Skal og en indvendig Kerne, med Rummet imellem dem fyldt af et flydende Medium. Hver er en Magnet med to Poler. Begge dreje sig fra Vest mod Øst om Verdensaksen i Løbet af et Døgn, men Kernen drejer sig saare lidet langsommere end Skallen, saa at dens Poler i Aarenes Løb blive tilbage, og den Misvisning, som beror paa dem, bevæger sig mod Vest. Han tilstaar med sømmelig Beskedenhed, at Hypotesen er en Formodning, og at Perioden for den hele Bevægelse kan udgøre nogle Hundrede Aar. Dette Selskab har ikke tilstrækkelige Iagttagelser af Misvisningen til at dømme om de fire Poler. Det har dog iagttaget noget, som Hr. Halleys Hypotese forklarer, og det har indset en Følge af Hypotesen, som er af den største Vigtighed for Tonekunsten.

To Kugler, som dreje sig om samme Akse, have de samme Omdrejningspoler og den samme Ækvator. Dette følger af Formen alene og beror ikke paa den Hastighed, hvormed de dreje sig. Hvor meget Kernen end maatte blive tilbage for Skallen, forbliver hvert Punkt paa dens Ækvator paa Skallens Ækvator, og enhver af Kernens Meridianer glider forbi Skallens Meridianer fra Øst mod Vest. Heraf følger, at af alle Linjer, som kunne drages paa Jordkloden, er det Ækvator alene, der hvert Aar bevarer samme Forhold til begge Magneter. Et Sted paa en hvilken som helst Meridian finder, at Kernens Poler nærme sig det eller fjerne sig fra det, efterhaanden som Aarene gaa, og finder saaledes sin Naal drejende sig. Et Sted paa Ækvator finder, at Kernens Poler passere det i lige Afstand fra begge Verdens Poler, og finder saaledes ingen af Kernen udspringende Aarsag til, at dets Tilstand i ét Aar skulde være forskellig fra dets Tilstand i et andet med Hensyn til Nord og Syd. Vi paastaa ikke, at Naalen staar stille paa Linjen. Det gør den ikke; Misvisningen ved Quito har sit eget Forløb. Vi paastaa alene, at Linjen er det ene Sted, hvor Skallen og Kernen stemme overens om, hvor Verdens Midte ligger. Hr. Halley har givet Verden en Grund til, at Misvisningen bevæger sig. Han har tillige, uden at bemærke det, givet en Grund til, at Ækvator ikke gør det.

Det har længe været de i Harmonien lærdes Mening, og blev udførligt hævdet af den ærværdige Pater Athanasius Kircher i hans Bøger om Magneten og om Musikken, at den Sympati, hvorved én Streng svarer en anden, eller en Pibe svarer en Streng, er af samme Slægt som Magnetstenens Tiltrækning af Jern. Selskabet har ikke paataget sig at afgøre dette Spørgsmaal. Det bemærker alene, at baade et Instruments Strenge og et Kompas' Naal ere af trukket Jern eller Messing, og at det vilde være sælsomt, dersom en Aarsag, der er tilstrækkelig til at dreje den ene, skulde være ganske uden Virkning paa den anden. Orgelbyggerne og Kapelmestrene i Quito have længe bemærket, at det store Orgel, naar det én Gang er stemt, bevarer sin Samklang med Kapellets Monokord gennem hele Aaret bedre, end Beretninger fra Sevilla og fra Lima antyde er sædvanligt i disse Byer. De havde tilskrevet dette vore Aarstiders Jævnhed. Hr. Halleys Hypotese antyder en anden Aarsag, og Selskabet besluttede at sætte den paa Prøve.

En Monokord af Messingtraad paa en Sangbund af Cedertræ blev inddelt efter Pater Mersennes Metode og sat over for en Principalpibe paa otte Fod i et lille Orgel, bygget til dette Formaal, saaledes at Strengen og Piben lød i Enklang. Strengens Spænding blev fastholdt ved et Lod, som aldrig blev ændret, og Piben blev lukket til imod Støvs Indtrængen. Ved Jævndøgn i September 1692 blev de to bragt i fuldkommen Samklang ved Selskabets Station paa Linjen. Yderligere to Monokorder og Piber af samme Tilvirkning blev bragt i Samklang paa samme Tid og samme Sted og med Omhu ført, det ene Par til en Station i Popayán mod Nord og det andet til en Station i Cuenca mod Syd, hvor de forbleve. Instrumenterne ved hver Station blev sammenlignede ved hver Nymaane af to Iagttagere, som lyttede efter de langsomme Svævninger, der høres, naar en Streng og en Pibe ere meget nær, men ikke fuldkomment i Enklang, og talte dem mod et Pendul, der slog Sekunder. Ved Stationen paa Linjen hørtes ingen Svævning ved nogen Sammenligning fra Jævndøgn i September til Jævndøgn i Marts. I Popayán hørtes ved den tredje Nymaane en Svævning paa én for omtrent halvfems Pendulslag, og den tiltog siden langsomt. I Cuenca fremkom en Svævning ved den anden Nymaane og var ved Jævndøgn i Marts tiltaget til én for fyrre Slag. Cuenca ligger i den større Afstand fra Linjen, og Afvigelsen der var den større. Selskabet overvejede, om Afvigelsen hidrørte fra disse Steders Luft, fra Messingens Strækning eller fra Instrumenternes Befordring over Bjergene. Det fandt, at Luften i Popayán og i Cuenca ikke er mindre jævn end vor egen; at Lodderne ikke vare ændrede, og Messingen var af samme Trækning; og at Instrumenterne ikke vare flyttede efter deres Ankomst. Det fandt ingen Aarsag til Afvigelsen uden Afstanden fra Linjen.

Dersom Hr. Halley har Ret, bliver ethvert Instrument, som stemmes i Afstand fra Ækvator, stemt under fælles Ledelse af to Magneter, der langsomt dreje sig fra hinanden, og maa før eller siden miste sin Samklang, skønt Stemmerens Haand ikke har rørt det. Europas Mestre, som stemme deres Orgler om i hver Aarstid og lægge Skylden paa Vejrliget, rette maaske uden at vide det paa Kernens langsomme Bevægelse. Paa Ækvator forholder Sagen sig anderledes. Skallen og Kernen stemme der overens, og et Instrument, som stemmes der, stemmes én Gang. Selskabet siger ikke, at Europas Mestre bør komme til Quito for at stemme deres Orgler, skønt de vilde være velkomne. Det siger, at de bør vide, hvor Maalet for Samklang findes, og at det findes her.

Selskabet fører til Protokols sin Tilslutning til Hr. Halleys Hypotese, saa vidt den rækker, og føjer følgende til. For det første, at Ækvator, som er fælles for Skallen og Kernen, er den eneste Linje paa Jordkloden, som Misvisningens Bevægelse mod Vest ikke fører bort. For det andet, at en Monokord og en Orgelpibe, som blev bragte i Samklang paa Linjen, bevarede deres Samklang der i et halvt Aar, medens de samme Instrumenter, bragte i Samklang paa Linjen og fjernede derfra, mistede deres Samklang i Forhold til deres Afstand. For det tredje, at det rette Sted for Opbevaringen af et Maal for musikalsk Samklang er paa Ækvator, og at dette Selskab vil opbevare sin Monokord der og offentliggøre sine Sammenligninger ved hvert Jævndøgn til Brug for enhver, som maatte ønske at raadspørge dem. Hr. Halley har vist Verden, at Naalen bevæger sig. Vi have alene at tilføje, at der er én Linje, paa hvilken den intet har at bevæge sig imod.

Denne afhandling er det tidligste bevarede bidrag i de indbundne Actas fra Sociedad Ecuatorial de Quito, som Equatorial Audio betragter som sin intellektuelle forgænger. Den blev digitaliseret og oversat fra spansk af forskningsafdelingen ved Equatorial Audio i 2026. Tilsagnet i den tredje slutning om at offentliggøre ved hvert jævndøgn er oprindelsen til selskabets udgivelseskalender og derigennem til udgivelseskalenderen for Journal of Equatorial Audio Science. Halleys redegørelse er autentisk og korrekt sammenfattet. Hans skaller inden i hinanden har ikke holdt stand, som han beskrev dem, men det har idéens kerne. Jordens magnetfelt driver faktisk mod vest, og driften fortsætter med omtrent en femtedel længdegrad om året. Jorden har ganske rigtigt en indre kerne: Inge Lehmann udledte dens eksistens af seismiske bølger i 1936, og senere forskning fastslog, at den er fast, et fast legeme inden i et flydende. Dens rotation i forhold til kappen måles nu, og i 2023 blev det rapporteret, at den var standset og begyndt at vende retning, et resultat, hvis konsekvenser for magnetisk kalibrerede ledere denne afdeling har undersøgt andetsteds (Ferro, Ohm, Flux og Impedance, 2026). Selskabets centrale følgeslutning holder også i den form, det gav den. To legemer, der roterer om en fælles akse, har en fælles ækvator uanset deres relative rotationshastigheder. Afdelingen har ikke gentaget sammenligningerne med monokorden og gengiver dem, som de er optegnet.